”Ved hvert møde er der altid minimum en ting jeg kan tage med hjem og bruge. Netværket bliver bedre og bedre des mere man involverer sig i det, og des mere man kender medlemmerne i gruppen."
Ejerleder netværkene og deres aktiviteter
Netværk, der udelukkende består af ejerledere, giver medlemmerne andre ejerlederes erfaringer og ny viden og er også et forum, hvor man kan diskutere sine egne muligheder, problemer og bekymringer i absolut fortrolighed og indsigtsfuld forståelse - for dem der diskuteres med er i samme situation, som en selv.
Det fælles fokus for alle netværk er ejerlederens indtjening og livskvalitet!
Problemstillingerne i netværkenes aktiviteter findes i krydsfeltet mellem ejerskabet, ledelsen og familien – som altid deler risikoen med ejerlederen – ofte meget mere, gennem aktiv deltagelse i virksomhedens drift og ledelse.
I netværkene er principielt alt til diskussion og behandling, hvis det har medlemmernes interesse. Men mest centralt er de temaer, som kun ejerlederen har og ikke kan gå andre steder hen og blive klog på. Det er først og fremmest temaer der søger at besvare disse spørgsmål:
- Bruger jeg bestyrelsen rigtig - skal jeg overhovedet have en sådan?
- Er min selskabskonstruktion hensigtsmæssig.
- Hvordan skal jeg gribe generationsskiftet an?
- Hvordan finansierer jeg opkøb eller omlægninger - uden at miste kontrollen?
- Hvordan knytte nøglepersoner tættere til virksomheden - uden at tabe bevægelsesfrihed
Erfaringen har vist, at mange ”almene” temaer får en helt ny vinkel, når de tages op til behandling blandt ejerledere. Derfor dukker sådanne emner også op i netværkene. To eksempler på dette er ”Branding” og ”Internettet som en del af forretningsgrundlaget”, hvor ejerlederen bringer det ind i samspillet mellem ledelse og ejerskab!
Listen over de problemer, som tages op er meget længere og illustreres bedst gennem de temaer, netværkene arbejder med.
















































