Den korte version
Hvis du har travlt, kan også nøjes med den korte version her:
- Det startede i 1994 i København. Initiativtager var statsautoriseret revisor Niels Bjerregaard
- De første år levede aktiviteten under navnet Virksomhedsejer Klubben – og der blev flere klubber
- I slutningen af 90’erne blev navnet byttet ud med det mere korrekte: ejerledere i stedet for virksomhedsejere, som enhver aktionær jo også er. Og klub blev til netværk – selv om en klub ofte bliver et godt netværk. Vi ville understrege at det drejer sig om kompetenceudvikling
- I begyndelsen af 10’erne kom vi til Jylland og senere til Nordvestsjælland og Sydsjælland
- Ud over netværk udbydes der konferencer og kurser for ejerledere, med samme særegne indhold og metode, som i netværkene.
- Satsningen på kompetenceudvikling for ejerledere er i dag det afgørende og derfor ændres navnet i 2013 fra det snævre “ejerleder netværket” til “Selskabet for ejerledere”
- Aktiviteten ledes og ejes af Rolf B. Harsløf og aktiviteterne i selskabet – herunder netværkene – faciliteres af Lars Malling, Klaus K. Jacobsen og Rolf B. Harsløf
Har du lidt mere tid, så læs videre og få detaljerne med…….
De første 19 år er gået
Ideen og initiativet til at igangsætte uformel netværksdannelse mellem virksomhedsejere (det var navnet i begyndelsen) skylder vi statsautoriseret revisor Niels Bjerregaard, der i dag er pensioneret partner fra revisionsfirmaet Martinsen i København.
Han havde set, at mange af hans klienter reelt var meget alene om at drive deres virksomheder. De havde ganske vist revisor og advokat at snakke med. Men der er mange ting, man ikke indvier dem i, før man er sikker på, at man har et holdbart projekt. Han havde også set, at de eneste, virksomhedsejere egentlig har respekt for og er villige til at lytte til, er andre virksomhedsejere.
Men virksomhedsejere er specielle – ellers ville de vel ikke risikere familiens formue og knokle i døgndrift. Så det lykkedes ikke i første forsøg. Niels Bjerregaard indså, at der skulle en helt speciel arbejdsmetodik til for at dette blev interessant for virksomhedsejere. Han tog fat i Rolf B. Harsløf, der på det tidspunkt var direktør på Forsikringsakademiet, og sammen udviklede de den metodik, der stadig er grundlaget for netværkernes måde at arbejde på.
Det første møde blev holdt den 18. august 1994 på Symbion på Østerbro i København med næsten 30 deltagere. Daværende departementschef, Jørgen Rosted var ressourceperson. Efter mødet ville mere end halvdelen være med til at danne et netværk. Og sådan blev det. Og faktisk er der endnu nogle, som var med til mødet, der stadig er medlemmer! Og Rolf B. Harsløf er stadig netværkets facilitator. Navnet blev Virksomhedsejer klubben.
Fra Virksomhedsejer til ejerleder – fra klub til netværk
I slutningen af 90’erne blev aktiviteten så omfattende at en formalisering måtte til. Det medførte at Rolf B. Harsløf gik ind og tog det personlige ansvar for driften af netværkene. Samtidig måtte det konstateres at ordet ”virksomhedsejer” var forkert – det er jo enhver aktionær reelt også – de er ikke målgruppen for netværkene. Derfor ændredes navnet til det meget mere sigende ”ejerleder”. Tilsvarende var tiden løbet fra ordet ”klub”. Den rette betegnelse er ”netværk. Det skete på et tidspunkt, hvor de to ord næsten ikke blev brugt af andre, hvad har ændret sig meget siden.
Fra København til resten af landet – og over Øresund
I 2002 etableredes et netværk i Århus området. det var Jørgen Arfelt, der var primus motor for dette. I 2007 etableredes et netværk i Sydsjælland og i 2006 et i Nordvestsjælland således at antallet af netværk kom op på 5 med lidt over hundrede virksomheder og deres ejerledere som medlemmer.
I 2006 kom der kontakter til Sverige, hvor Ulf Mattebo siden har etableret 5 netværk – 4 i Stockholmsområdet og et i Skåne . I Sverige er yderligere netværk på vej, idet vi i Sverige har fået et samarbejde med den offentlige myndighed Tillväxtverket om at etablere netværk og uddannelse for virksomheder over 50 ansatte, som et led i en svensk vækststrategi
Mere end netværk – et Selskab for ejerledere
Gennem “0’erne” er det blevet klart, at ejerledere har brug for let adgang til viden og erfaringer ud over den nære og fortrolige sparring med jævnbyrdige, som netværkene giver. Derfor ændredes navnet i 2013 til “Selskabet for ejerledere” og der oprettedes grupper på LinkedIn og andre tiltag søsættes, der kan være med til at give ejerledere mulighed for at lære af hinanden og blive mere kompetente ejerledere.
Nu og fremefter
I dag drives Selskabet for ejerledere – herunder netværkene – af Lars Malling og Klaus K. Jacobsen som facilitatorer og Rolf B. Harsløf som ejer og facilitator Planen er at skabe tilbud til alle danske ejerledere, der oplever behov for sparring og kompetenceudvikling, der er let tilgængelige og som fungerer på ejerledernes præmisser – praktisk, målrettede og resultatskabende. For at dette skal blive til virkelighed, arbejdes der på at få flere ind i ejerkredsen, som kan sikre det langsigtede kompetencegrundlag, for aktiviteterne i almindelighed.
Drømmen er at have kontakt til og være i samspil med flere tusinde ejerledere årligt på nettet, i uddannelser, konferencer og ikke mindst netværkene. Grunden til dette er enkel: På den måde sikrer vi den højst mulige kvalitet til medlemmerne af Selskabet for ejerledere. Aktiviteten skal således ikke være stor for størrelsens skyld – men for kvaliteten ved kritisk masse!